Inspiration
Alt har to sider. Her får du inspiration til at se på hverdagsbegreber fra nye vinkler.
Lige nu kan du læse om andre måder at tænke vækst på:    
 

Vækstvirksomhed – men hvilken form for vækst?1.6.2010

Erhvervs- og Byggestyrelsen definerer en vækstvirksomhed som en virksomhed der vokser meget, enten i medarbejderstab og/eller i indtjening. I erhvervslivet og det politiske liv tales der en del om manglen på vækstvirksomheder i Danmark.

 

Det ses som et problem, men hvad nu, hvis det egentlige problem nok så meget er den noget ensidige fokus på, hvad det ER, der skal vokse, og den automatiske forestilling om, at alting bliver bedre, bare det vokser, og at alt stort er godt?

 

Menneskelig vækst.

Vi lever i et frit land, og de fleste har deres helt egen dagsorden for, hvorfor de gerne vil etablere sig selvstændigt. Jeg tror, det er de færreste der gør det ud fra tanken om at de hellere må se at bidrage så meget som muligt til beskæftigelsen og indtjeningen i landet. En kvinde, jeg kender, etablerede sig for nogle år siden selvstændigt fordi ”jeg vil gerne vise, hvad jeg kan”. Det gør hun fortsat, og trives med det, uden at hendes forretning af den grund er nogen guldgrube. Men hun er SELV vokset menneskeligt i de mellemliggende år.

 

Faglig vækst. 

Den berømmede københavnske restaurant Noma er netop blevet omtalt på grund af et årsregnskab, der viser et meget beskedent overskud på trods af en tocifret millionomsætning. Imidlertid udtrykker folkene bag restauranten selv, at de er tilfredse med resultatet, der minder en del om sidste års resultat. Måske hænger det sammen med, at der her er fokus på en anden form for vækst, f.eks. faglig vækst. Den verdensberømte spanske restaurant elBulli bebudede i vinter to års lukning fordi kokken var udmattet, og havde brug for at raffinere sine opskrifter og samle nye kræfter til køkkenarbejdet. At komme med den udmelding, når man har verdens bedste virksomhed indenfor sit felt, og tingene kører i olie, minder om, at ikke alle har indtjening som deres væsentligste parameter for at drive virksomhed.

 

Når vækst bliver en svaghed.

I råbet på ”vækstvirksomheder” overses det også, at vækst, defineret efter de gængse normer, kan være direkte skadeligt for forretningen. I et interview i Erhvervsbladet den 7. januar 2009 kan man læse, at frisøren Gun-Britt Zeller klipper kundens hår formedelst kr. 2.500,00, og hun har kunder på venteliste. Hendes konkrete produkt er klipning, men hendes egentlige produkt, det der gør, at hun kan tage sig ordentligt betalt, er hendes skarpe øje for balance, harmoni og vinkler. Få har evnen til, i den grad at bringe noget frem i kunden. Hun ved det, og sætter sin pris derefter. Naturligvis.

 

Det må være indlysende, at det faktum hindrer masse”produktion”. Her bliver kvantitet til en svaghed. At kræve vækst i virksomheder der netop har deres styrke i at levere det, hun gør, er bare et signal om, at man forestiller sig, ethvert produkt afsættes efter samme logik. Det gør det ikke, og det mangler der forståelse for. I interviewet fortæller frisøren, at hun på et tidspunkt havde udvidet til at have fire saloner, men havde skåret det ned til to igen, fordi ”det blev for stort til sidst med den tredje og den fjerde. For upersonligt og ufokuseret” .

 

Men kan vi leve af det?

Betyder det så, at det er lige meget med virksomheder, der medarbejdermæssigt eller indtjeningsmæssigt vokser? Nej, overhovedet ikke. Hvad jeg gerne vil gøre opmærksom på er, også at indtænke andre parametre for vækst end de fortærskede, fordi disse parametre alligevel ikke vinder genklang alle steder, men bare får mennesker til at føle sig forkerte med det fokus, de har. Og det befordrer ikke lysten til at finde på endnu mere.

 

Næste inspiration kan du læse den: 1. juli 2010
 
Tidligere inspirationer kan du læse her