Derfor tror kvinder ikke, de kan - minikronik i erhvervsbladet 5. september 2008

I Erhvervsbladet den 29. august er konferencen ”Kvinder i vækst” omtalt. Den er et af de mange arrangementer der i disse år afholdes, og som har fokus på kvinder der vil være selvstændigt erhvervsdrivende. Arrangementer, blandt andet sat i værk for at landet kan leve op til regeringens globaliseringsstrategi.

 

Når man læser disse referater kan man være ret sikker på, at referatet vil omtale to centrale punkter, ofte endda fremhævet i faktabokse. Det ene punkt vil påpege, hvad kvinder generelt er dårlige til, og det andet punkt vil rådgive om, hvad de skulle tage at gøre i stedet for det, de gør. Den form er Erhvervsbladet ikke alene om, den findes alle vegne, simpelt hen fordi det er det samme der siges på disse konferencer, og fordi det, der siges, siges med samme indfaldsvinkel fra indlægsholderne.

 

Også i det nævnte referat er punkterne medtaget. Og i faktaboksen Råd til kvinder er det så, man støder på følgende guddommelige ord: Tro på, at du kan.

 

Et sådant ”råd” (som jævnligt ses givet i disse sammenhænge) kan kun fremsættes af nogen, der ikke har gjort sig den ulejlighed at forholde sig til virkeligheden som den er for kvinder i denne sammenhæng.

 

For virkeligheden er, at i samme øjeblik, kvinder blev trætte af deres begrænsende chefer og deres familieuvenlige arbejdspladser, og begyndte at overveje, om ikke de selv kunne gøre det bedre, da stabledes der i løbet af ingen tid et sandt mylder af rådgivere, mentorer, konsulenter og undervisere på benene.  Kurser for kvindelige iværksættere – sådan gør du dit og bliv bedre til dat - skød op alle vegne. Konferencer, symposier og workshops arrangeredes i lange baner, Kvinder i vækst og jeg skal komme efter dig.

 

Det mærkelige er, at mindst 2/3 af nye virksomheder startes af mænd. Men det er begrænset, hvad der tilbydes af ovennævnte, specifikt rettet til mænd. De ses ikke at have behov for det, må man konkludere (”Mænd i vækst” – nej, vel?)

 

Kvinder, derimod. De skal hjælpes, vejledes og retledes, for de kan ikke selv finde ud af det, og de gør tingene forkert. De vil noget forkert med deres aktiviteter, deres måder at gøre tingene på er forkerte, og de har et forkert fokus. Det er, hvad et helt samfund råber til dem, med alle disse tiltag og dertil hørende faktabokse og kloge-analyser.

 

Hvorefter kvinder rådes til at tro på, at de kan! Hvor forestiller man sig, at den tro skal komme fra? Når et helt samfund signalerer mistro og forkertgørelse af kvinders måder, løsningsmodeller og mål??

 

Må jeg foreslå, at det omgivende underviser-, rådgiver-, vejleder- og besserwisserkorps overvejer den mulighed, SELV at tro på, at kvinder kan? Og derfor lader dem være i fred med deres aktiviteter, så de samme aktiviteter kan folde sig ud og give den vækst, der er nødvendig, menneskeligt såvel som økonomisk.

 

Kvinder, der vil etablere sig selvstændigt må man gå ud fra, evner at være selvstændigt tænkende og handlende. Dette samfund kunne rykke mere end regeringen overhovedet har fantasi til at forestille sig, hvis den selvstændighed og handlekraft fik plads til at udfolde sig på sine egne præmisser. Giv så den plads. Nu.

Til forside

Bevidsthed.nu - Fynsvej 75, 3. tv. -  6000 Kolding - Tlf. 23 66 83 76 - info@bevidsthed.nu   cvr 2883 4551