Folkekirken lukket - indlæg i Weekendavisen 11.5.2012

I forlængelse af Pernille Steensgaards fortælling i WA 3.5.2012 om sit  besøg i samtlige  de københavnske kirker, der nu skal lukkes – og hvor hun de fleste steder betegnende nok ikke kan komme ind - kan man få lyst til, også at sætte en anden vinkel på spørgsmålet om at lukke kirker.

 

Mig forekommer det, at Kirken allerede har en lang tradition for at være lukket. Lukket overfor homoseksuelle, lukket overfor kvinder, lukket overfor fraskilte. Lukket overfor alt muligt andet end lige netop sit eget og sine egne definitioner og tolkninger. Kan det være derfor, den er tom nu?

 

En anden mulighed kunne være at overveje om ikke Folkekirken skulle gå den anden vej og ÅBNE sig (så er det også lettere at komme ind).

 

Åbne sig overfor en mor, der gerne vil have lov at tænde en lyskæde på sin lille datters grav.

 

Åbne sig overfor det unge par, der gerne vil have tekster fra højskolesangbogen sunget til deres bryllup i stedet for salmer.

 

Åbne sig overfor de to lesbiske kvinder, som brændende ønsker sig at blive viet i kirken på lige fod med deres heteroseksuelle medmennesker.  

 

Kort sagt åbnede sig for, hvordan det levende, svære og dejlige liv udfoldes og føles hos moderne mennesker, uden at fordømme og udelukke.

 

I en af de kirker, Pernille Steensgaard besøgte, blev hun forment adgang til kirken fordi der var babysalmesang – hvilken skade kunne det vel have gjort, om hun stille havde listet sig ind og var gået lidt rundt der? Eller havde sat sig på en bænk og i al fredsommelighed bare været? Men nej.

 

Tro, søgen og interesse for åndeligt liv er der ikke mangel på i dagens Danmark, det er ikke det der har tømt Folkekirken. Men måske har lukketheden, fordømmelsen og udelukkelsen gjort det - den gør, at moderne mennesker oplever Folkekirken som noget der ikke er relevant for dem. I en forandringstid vil alle strukturer, der mangler fleksibilitet uvægerligt komme i vanskeligheder, og Kirken er bare en af de strukturer. Der fordres åbenhed, ikke lukkethed. Evner man ikke den ændring må man lukke – hvis det som sagt ikke allerede er sket.

 

Til forside

Bevidsthed.nu - Fynsvej 75, 3. tv. -  6000 Kolding - Tlf. 23 66 83 76 - info@bevidsthed.nu   cvr 2883 4551