Kvindelighed bliver afvist - kommentar i børsen 23. november 2005

Børsen Executive den 18.11. bringer et interview med en (kvindelig)  headhunter der opleves frustreret over, ikke at kunne leve op til sin egen professionelle ambition om at opfylde sine kunders ønske om kvindelige kandidater til lederstillinger. Ambitionen er al ære værd, og frustrationen over at det ikke altid lykkes er forståelig.

 

Hvad jeg lægger mærke til er, at den manglende succes ses at være kvinder-nes fejl. Der opregnes i artiklen en række kritikpunkter overfor kvinders måde, tankegange, præferencer etc. Selv loyalitet overfor arbejdsgiver bliver gjort til noget problematisk. 

 

De kritiseres for at vægte arbejdsglæde og godt kollegialt samvær højere end løn og såkaldt prestige. De kritiseres for, ikke at være klar over deres værdi på markedet. De kritiseres for mangel på kreativitet mht. at få familie og karriere til at fungere sammen, kritiseres for, ikke at ville oplyse om deres løn, og mangle tro på egne evner.

 

Livet ville være nemmere for hovedjægerne, hvis kvinder bare var som mænd.   

 

Men kvinder er som kvinder. Kvinder bærer deres køns historie med sig, og den agerer de ud fra. Den historie er blandt meget andet en historie om tilsidesættelse i det offentlige rum, formening af adgang til uddannelses-institutioner, nægtelse af ret til egen stemme, latterliggørelse af dem, der alligevel vovede at stikke næsen frem og mene noget.

 

Disse er alle faktuelle elementer i kvindekønnets historie, og derfra må kvinder også ses. De skal ikke jagtes, men mødes.

 

Og de skal ses gennem egen optik, ikke mændenes. Deres præferencer skal ses som den styrke, de reelt er, og ikke som et problem. Kvinder skal erfare om deres eget værd ved at blive mødt med den holdning at virksomheden lønner funktion frem for person. Men det er måske alligevel for fristende hvis man både kan få den bedste person til jobbet og så slippe 10.000 kr. billigere end hvis den bedste person havde været en mand?

 

Hvem er det, der her har et problem med holdningerne?

 

Når det kommer til kreativitet er det et faktum at det er kvinderne der har ledelsesansvaret i den ”mikrovirksomhed” som en familie er. Hvis kvinder ikke allerede gennem mange år havde udvist stor kreativitet mht. at få arbejde og familie til at hænge sammen, havde virksomhederne så kunnet vokse på den måde som de i de sidste 3-4 årtier har gjort? Det tvivler jeg på.

 

Men det kan være, en del af dem efterhånden synes, det ville være rimeligt at virksomhederne begyndte at vise en tilsvarende kreativitet – f. eks. ved at skabe en arbejdsstruktur der er tilpasset kvinders virkelighed i stedet for, stadig at forvente, at kvinder velvilligt tilpasser sig en arbejdsstruktur, baseret på mænds virkelighed.

 

Når de ting begynder at ændre sig for alvor så skal kvinderne nok åbne sig. Og når det tørrer ud i strømmen af artikler, der hele tiden fortæller dem, hvor forkerte de er, kan det til og med være, de begynder at kunne mobilisere tro på egne evner.

 

Jagt ikke hovedet – mød det hele menneske.

Til forside

Bevidsthed.nu - Fynsvej 75, 3. tv. -  6000 Kolding - Tlf. 23 66 83 76 - info@bevidsthed.nu   cvr 2883 4551